Nye muligheder for nedsættelse af franske medarbejderes arbejdstid og lønkompensation i forbindelse med COVID-19 – også gældende for danske virksomheder med medarbejdere i Frankrig
Mange virksomheder i Frankrig oplever i denne tid et fald i deres aktivitet i forbindelse med de restriktioner, som den franske regering – og de fleste europæiske lande – har indført i et forsøg på at bekæmpe coronavirus COVID-19.
Det forventes derfor, at mange franske virksomheder må lukke delvist ned eller nedsætte deres medarbejderes arbejdstid i den kommende periode.
I fransk lovgivning findes en ordning om kompensation ved såkaldt ”delvis aktivitet” (activité partielle), som mange virksomheder med fordel vil kunne gøre brug af i den kommende tid.
”L’activité partielle” eller ”chômage partiel”, som ordningen kaldes i daglig tale, fungerer som et støttesystem fra den franske stat til virksomheder i Frankrig, der står over for økonomiske vanskeligheder.
Ordningen med ”activité partielle” er ikke et nyt fænomen, men det franske arbejdsministerium præsenterede den 27. marts 2020 en tilpasning af de eksisterende regler indeholdende bl.a. en udvidelse af de virksomheds- og medarbejdergrupper, der kan gøre brug af støttesystemet i forbindelse med COVID-19.
Denne udvidelse gør ordningen interessant for en række danske virksomheder, der har ansatte medarbejdere i Frankrig.
L’activité partielle henvender sig til virksomheder, der er nødsaget til at foretage enten;
- En reduktion af medarbejdernes sædvanlige arbejdstid i virksomheden
- En midlertidig lukning af hele eller en del af virksomheden
Hvad går ordningen om ”activité partielle” ud på?
Det overordnede formål med ordningen er at undgå afskedigelser af medarbejdere i virksomheder, der står over for økonomiske vanskeligheder.
Den franske regering anbefaler derfor i høj grad, at virksomhederne benytter sig af ordningen med ”activité partielle”, inden de påbegynder egentlige afskedigelsesrunder i forbindelse med COVID-19.
Activité partielle giver en virksomhed mulighed for at sende sine medarbejdere hjem helt eller delvist med lønkompensation.
Helt konkret betyder ordningen, at medarbejderen bliver hjemsendt – helt eller delvist – og ikke modtager løn for de hjemsendte timer. I stedet gives en lønkompensation, der som udgangspunkt svarer til 70% af medarbejderens bruttoløn eller omkring 84% af medarbejderens nettoløn i den arbejdstid, hvor medarbejderen er hjemsendt.
En medarbejder, der normalt tjener en nettoløn på 2.000 euro pr. måned og er fuldt hjemsendt, vil med ordningen modtage 1.680 euro pr. måned – det vil sige 320 euros mindre end ved normalt arbejde.
Kompensationsgodtgørelsen til medarbejderen kan ikke være lavere end 8,03 euros og udgør maksimalt 31,92 euros pr. hjemsendt arbejdstime.
Arbejdsgiver modtager tilsvarende en økonomisk kompensation fra den franske stat for de timer, som medarbejderne har været hjemsendt.
Arbejdsgiveren modtager helt konkret følgende kompensation fra staten:
-
- Hvis virksomheden har mellem 1 og 250 ansatte: 7,74 € pr. hjemsendt time pr. medarbejder
Hvis virksomheden har mere end 250 ansatte: 7,23 € pr. hjemsendt pr. medarbejder
Det betyder, at den statslige kompensation til arbejdsgiver i grove træk dækker udgifterne ved den franske mindsteløn; SMIC.
Godtgørelsen er underlagt en maksimumskvote på 1.000 timer pr. år pr. medarbejder.
Arbejdsgiver udbetaler løngodtgørelsen til medarbejderne via den månedlige lønseddel. På lønsedlen oplyses antal hjemsendte timer, godtgørelsesbeløb etc.
Afholdelse af betalt ferie:
Det er for muligt for arbejdsgiver at bede de ansatte om at afholde betalt ferie. Arbejdsgiver kan dog ikke kræve, at medarbejderne afholder ferie.
I alle tilfælde skal betalt ferie tilbydes afholdt inden opstart af ordningen med activité partielle: Hvis betalt ferie tilbydes afholdt i perioden under anvendelse af ordningen med activité partielle, skal arbejdsgiveren betale 100% løn til sine medarbejdere og arbejdsgiver vil ikke modtage kompensation.
Tilmelding til ordningen:
Virksomheden skal aktivt tilmelde sig ordningen (activité partielle) online på de franske myndigheders hjemmeside: https://activitepartielle.emploi.gouv.fr.
Har virksomheden ikke modtaget svar fra administrationen inden 15 dage, betragtes tilmeldingen som accepteret.
Ved tilmelding skal arbejdsgiveren give en række oplysninger, herunder:
- firmaets navn og SIRET (svarende til CVR-nummer)
- antallet af ansatte i virksomheden
- den arbejdsstyrke, der er berørt af den delvise aktivitet og det forventede antal timer, der er anmodet om i perioden
- kontooplysninger
I systemet findes en simulator, der giver virksomhederne mulighed for beregne den anslåede kompensation, som de kan forvente i tilfælde af anvendelse af activité partielle: http://www.simulateurap.emploi.gouv.fr.
Den enkelte medarbejder skal ikke særskilt tilmelde sig ordningen.
Nyeste tiltag om activité partielle
Det franske arbejdsministerium har netop den 27. marts 2020 præsenteret nye nødforanstaltninger angående activité partielle og de virksomheder og ansatte, der kan blive omfattet af ordningen.
Tidligere har ordningen som udgangspunkt være begrænset til arbejdsgivervirksomheder og ansættelsesforhold etableret i henhold til og underlagt fransk ret.
Med de nye tiltag, vil ordningen nu også kunne finde anvendelse på nedenstående kategorier af arbejdstagere / virksomheder. Disse kategorier kan benytte ordningen ”midlertidigt og som følge af usædvanlige omstændigheder”.
- Ansatte, der arbejder i private hjem (eks. gartnere, rengøringsassistenter, dagplejemødre, osv.)
- Ledere og direktører
- Funktionærer uden fastsat maksimal arbejdstid (forfait à jour)
- Medarbejderrepræsentanter
- Offentlige virksomheder som SNCF eller RATP
- Udenlandske virksomheder uden fast driftssted, men som er registreret som arbejdsgiver i Frankrig (E0) og som dermed bidrager til det franske sociale afgiftssystem.
Særligt den sidste kategori er relevant for en række danske virksomheder, der beskæftiger medarbejdere i Frankrig.
Den udvidede anvendelse af activité partielle på disse nye kategorier af virksomheder og ansatte, gælder som udgangspunkt til den 31. december 2020. Hvis ordningen herefter skal videreføres, vil det blive vedtaget ved et nyt dekret.
For yderligere information kontakt advokat Anne Mie Lund, Fabritius Tengnagel & Heine, Store Kongensgade 67C, 1264 København K, aml@dklaw.dk.