Nybyggeri
Vi har stor erfaring med rådgivning til private forbrugere i sager, hvor enten et typehusfirma eller en total- eller hovedentreprenør skal bygge et nyt hus.
Du skal selv sørge for at have din egen advokat, der kan varetage dine interesser under hele processen i forbindelse med indgåelse af aftalen med typehusfirmaet. Advokaten modtager bl.a. entreprisekontrakten, byggetilbuddet og materialevalget. Du skal derfor ikke underskrive entreprisekontrakten, før du taler med din advokat, ellers skal du sørge for at underskrive den betinget, således at aftalen kun er bindende for dig, såfremt din advokat kan godkende den.
Vi gennemgår entreprisekontrakten med tilhørende dokumenter, og vi rådgiver dig om alle de juridiske aspekter i sagen.
Entreprisekontrakten
Entreprisekontrakten er den juridiske aftale mellem dig og det typehusfirma, der skal bygge huset for dig. Entreprisekontrakten fastsætter bl.a. bestemmelser vedrørende købspris, betalingsbetinger, tidsplan, dagbøder, byggeriets kvalitet, byggeriets udførelse og materialer.
Entreprisekontrakten kan være omfattet af standardaftalevilkårene i ABT18 (almindelige betingelser for totalentreprise i bygge- og anlægsvirksomhed) eller AB-Forbruger (almindelige betingelser for aftaler om byggearbejder for forbrugere), som skal sikre, at du og byggefirmaet aftaler præcis, hvad arbejdet går ud på, og hvad I hver især forpligter jer til.
Selvom din aftale er omfattet af vilkårene i ABT18 eller AB-Forbruger, skal du lade os gennemgå aftalen dels for at tjekke, at alle basale oplysninger er i orden dels for at sikre, at aftalen ikke indeholder urimelige vilkår for dig og endeligt for at sikre, at aftalen er tilpasset dine konkrete ønsker til byggeriet. Hvis du gør dette, så minimerer du risikoen for eventuelle ubehagelige overraskelser senere hen i byggeprocessen.
Lokalplaner
Lokalplaner kan fastsætte regler for, hvad der må bygges på grunden, hvordan det må se ud, og hvad der i øvrigt sker i området. Lokalplaner kan derfor begrænse dine muligheder for at bygge lige netop det hus, som du ønsker.
Byggesagkyndig
Vi anbefaler, at du har din egen byggesagkyndig med på råd i byggeprocessen. En byggesagkyndig kan løbende holde øje med byggeriet, som det skrider frem og måske opdage fejl og mangler, inden de opstår. På samme måde kan den byggesagkyndige være behjælpelig i forbindelse med gennemgangen af byggeriet ved afleveringen.