Hvorfor oprette en fond:

Der kan være forskellige grunde til at stifte en fond. Som eksempel kan nævnes ønsket om at fremme almenvelgørende, almennyttige eller andre formål, som stifteren ønsker at tilgodese. Formålet med fonden skrives ind i fondens vedtægter. Fondens vedtægter kaldes ofte for fundatsen.

Vi kan alle glæde os over, at der er stiftere, som lægger afgørende vægt på, at en større eller mindre del af formuen skal anvendes til formål, som hjertet banker for.

Disse ønsker kan stifter iværksætte i levende live eller stifter kan i et testamente bestemme, at der skal oprettes en fond når han går bort.

Mange fondsstiftere har ofte den opfattelse, at de “nærmeste” har mere end det, de kan og skal bruge, og at det derfor er en god ide at reservere formuen til formål, der eksempelvis kan tilgodese medarbejderne på den virksomhed, der har indtjent pengene. Det kunne også være et ønske om at støtte forskning, videnskab, sociale forhold, studerende, idrætsliv, dyr, kunst, musik og mange andre formål.

Oprettelse af en fond kan endvidere ske ud fra et ønske om at sikre kapitalgrundlaget i en bestemt virksomhed og dermed sikre arbejdspladser og fremtidig drift.

Hvem kan oprette en fond:

Der gælder ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan oprette fonde. Fonde kan således oprettes af en eller flere fysiske personer, juridiske personer eller et samvirke af fysiske og juridiske personer.

Hvilke typer af fonde:

Man skelner mellem erhvervsdrivende og ikke erhvervsdrivende fonde.

Når man taler om erhvervsdrivende fonde, tænker man normalt på de tilfælde, hvor fonden selv aktivt udøver erhvervsmæssig virksomhed. Og hvad er det så for en størrelse? Ja, erhvervsmæssig virksomhed vil ikke kun sige at drive en virksomhed, men også blot være drift af fast ejendom eller formuepleje af aktier, obligationer og andre værdipapirer er at betragte som erhvervsmæssig virksomhed.

Taler man om ikke-erhvervsdrivende fonde, taler man normalt om familiefonde eller almen-velgørende fonde.

Hvordan oprettes en fond:

Det er vigtigt i forbindelse med overvejelser om oprettelse af en fond at få klarlagt konsekvenserne både økonomisk og skattemæssigt. Derfor bør nødvendige rådgivere inddrages allerede tidligt i forløbet. Det vil ofte være hensigtsmæssigt med følgende rådgivere:

  • Revisor
  • Advokat.

Hvilke forhold skal man være særligt opmærksom på ved stiftelse en fond:

  • Det er et ufravigeligt krav, at stifteren er frataget enhver rådighedsret over fondens formue. Dette punkt skal tages meget bogstaveligt, da formuen efter fondens stiftelse for bestandig vil være uden for stifterens og eventuelle arvingers rådighedsret.
  • Fonden er selvstændigt virkende og et selvstændigt retssubjekt. Den er styret af fundatsen (vedtægten) og bestyrelsen, der skal være uvildig og uafhængig af stifteren. Bestyrelsen skal varetage forvaltning og udlodning af formuen, og det kan udelukkende ske i henhold til fundatsen (vedtægten).
  • At fonden er selvejende bevirker, at ingen fysisk eller juridisk person ejer den og derfor heller ikke kan råde over den.
  • Alle fonde skal, for at opnå registrering som fonde, have et fundatsbestemt formål, som det efter stiftelsen er bestyrelsens pligt at overholde. Formålet kan være af erhvervsmæssig eller velgørende karakter.
  • Formalia omkring fonden fra stiftelsen og i fremtiden er meget strikse. Et af hovedformålene med den megen kontrol er at sikre såvel stifterens absolutte afgivelse af rådighedsretten over formuen som fondens opfyldelse af fundatsen (vedtægten). Myndighederne stiller meget store åbenhedskrav til fonde med hensyn til vedtægter, bestyrelsessammensætning, årsregnskaber etc.
  • Ved overdragelse af en virksomhed til en fond kan der udløses realisationsavancer på de overdragne aktiver som f.eks. driftsmidler og ejendomme. Det kan ofte dreje sig om betydelige beløb.

Hvor mange penge skal man have for at oprette en fond:

Muligheden for at stifte en fond hænger først og fremmest sammen med, hvor mange midler, man kan skyde ind i fonden.

Da fonden er en selvstændig juridisk enhed, vil fonden alene have afkastet af fondskapitalen til at betale udgifter med samt til at opfylde vedtægternes bestemmelse om uddelinger. Fonden skal administreres, have en bestyrelse, ligesom fondens regnskaber skal revideres.

Henset hertil kan det generelt ikke anbefales at oprette en fond med en formue på under kr. 1.5 – 2 millioner.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:

Partner
Thomas Bøgelund Norvold
Email: tbn@dklaw.dk
Tel: +45 33 13 69 20